Lindenborg ådal fredes







09-12-2004
Af Kim Holm Boesen, Lokalrapportør

Den øvre del af Lindenborg ådal blev fredet for mange år siden for at bevare den enestående natur. Nu er turen kommet til den midterste del af dalen. Udvalget for Teknik og Miljø i Nordjyllands amt har besluttet at forberede en fredningssag for ådalen mellem Lindenborg Bro og jernbanen ved Støvring. Nedstrøms Lindenborg bro skal mulighederne for at bruge tilskudsordninger til landbruget fremmes. Bag beslutningen ligger et ønske om at løse en årelang konflikt mellem landbrugets krav til afvanding og hensynet til ådalens natur og miljø. Derfor blev der i 2003 lavet en analyse af mulighederne for at rejse en fredningssag eller gennemføre andre projekter for at sikre og forbedre områdets naturværdier. En fredningssag er en langstrakt proces. Arbejdet med at forberede sagen forventes at begynde i 2005 og indebærer, at der laves en beskrivelse af fredningens formål og af grundlaget for fredningen. I løbet af dette arbejde forventer amtet at inddrage offentligheden lige som i foråret 2004, hvor ådalens lodsejere og borgere blev spurgt om deres syn på fremtiden for ådalen. Spørgsmålet var ledsaget af et debatoplæg, som beskriver 4 forskellige tænkte modeller for den fremtidige udvikling i ådalen. Kilde: Nordjyllands amts decemberudgave af Nyhedsbrev fra Teknik og Miljø.

 

Om os | Site Map | Sikkerheds politik | Kontakt os | ©2004 Lystfiskeri.dk