Karup Å havørred







28-09-2003
Af Poul Nøhr, Lokalrapportør

Jeg startede med at fiske ved Karup Å på “Krostykket” ved Hagebro kl. lidt over syv. Vejret var fint måske for fint - ingen vind og solskin. Der var ikke skyggen af fisk men jeg havde fået meldinger i løbet af sidste uge om blankfisk med havlus - så der måtte da være noget i vandet.

På den her årstid går jeg ofte med spinner/wobler og efter at have prøvet med spinner i et par timer kom wobleren på. Der drev en del små stykker grøde i vandet så det var sjældent at en indspindning kom hjem uden grøde men pyt det kunne da lade sig gøre.

Kl. 9.30 kom fisken. En meget stor havørred - ca. 5-6 kg - kom pludselig ud fra brinken for at tage wobleren. Desværre var det lige neden for mine fødder så fisken så mig og drejede af i sidste øjeblik - pokkers. Der var ikke mere at gøre den havde set mig og selv om jeg prøvede med flere forskellige ting så jeg den ikke mere.

Noget slukøret begav jeg mig hjemad men havde ikke gået ret langt førend jeg mødte en kollega. Han havde været mere heldig. I hånden bar han en flot havørred på 4 5 kg. Det var en flot han-fisk med krog men på trods af dette var den stadig fin blank. En rigtig
flot fisk og han var da også meget glad især over forløbet:

Da fisken havde hugget ville han slå sit net ud - herved var nettet gået i stykker så ramme og skaft blev adskilt. Ikke nok med det - da fisken var ved at være træt og var kommet ind til land var spinneren faldet ud og manden måtte i vandet og med hænderne tvinge fisken ind mod bredden. Her havde han så fået ordentlig fat i fisken og smidt den på land - hvor heldig kan man være??

Jeg tog hjem uden fisk men med to gode oplevelser i tasken - selvom jeg ikke fik fisken var det da dejligt at opleve noget (det er ihvertfald en fisk jeg aldrig glemmer) og det var da også rart at høre om andres oplevelser og se en flot fisk på land.
Det har været et lidt sløjt år for Karup Å - men det har før vist sig at der kan ske meget her sidst på sæsonen såh...........






















































































 

Om os | Site Map | Sikkerheds politik | Kontakt os | ©2004 Lystfiskeri.dk