Sneum Å (Endrup - Allerup Enge)

Sneum Å (Endrup - Allerup Enge)


Stykket ligger i sit naturlige leje. Det er nok noget af det mest naturlige vandløb man kan finde i hele Sneum Å´s forløb. Det ene sving afløser det andet, og det ene høll afløser det andet. Vandet er året rundt lidt brunligt. Stykket fra Endrup ned til Endrupholm er ikke særlig bred, men det er dybt og ligger smukt ind imellem træer, og på stykket er der også stryg. Al færdsel og fiskeri i parken ved Endrupholm Gods er strengt forbudt. Endrupholm er nok noget af det smukkeste en lystfisker kan tænke sig. Den indbyder til alle former for fiskeri, og der er ikke noget andet sted jeg hellere ville gå en varm sommerdag/aften. Der bliver hvert år fanget havørreder og laks på stykket. Man kan altid finde læ, også selvom det stormer fra vest. Længere nede af åen slynger den sig ligesom en ål. I nærheden af motorvejen kommer der et stryg - opstrøms stryget er der fire sving, og alle fire sving skal fiskes godt igennem. Bliv ikke overrasket hvis det tunge træk kommer - det kan være laks, havørred eller en stor rognfed regnbueørred. Nedstrøms motorvejen er åen meget lige, men tag endelig ikke fejl! Den inviterer nok mest til medefiskeri eller spinnefiskeri. Stykket er ca. 2 ½ kilometer langt. Fluefiskeri er ikke det mest oplagte, da der på hver sin side er træer. Næste stræk kalder vi Sneum Å ved Bramming Hovedgård. Stykket er meget lige, men er til gengæld meget dyb, men tag endelig ikke fejl (personligt kalder jeg stykket kedeligt at kigge på) men fisken er der. Et godt stykke nede af åen kommer der endnu et stryg. Nedstrøms stryget bliver åen smallere, og området er meget svært at fiske med flue i, men det kan godt lade sig gøre. Der er høje skrænter og høj beplantning. Næste stykke er nok en af de mest kendte - nemlig sammenløbet med Holsted Å - der bliver åen bred og stadigvæk dyb. Der fiskes alle former for fiskeri. Fluefiskeren skal sørge for at fluen kommer ned, og stedet kan til tider være overrendt. Ålbæk - der kan man næsten altid finde lystfiskere, og der kan til tider være så mange at der ingen parkeringspladser er. Åen er rimelig bred og visse steder meget dyb. Fra august måned er stedet meget besøgt. De fleste fisker efter laks, havørred og steelheads. Jeg har selv mistet mit livs fisk der. Det var i september måned. Jeg gik og fiskede med min 13 fods Sage fluestang, da det tunge hug kom. Jeg havde fisken på krogen i tyve minutter så gad fisken ikke længere og rettede krogen ud. Jeg vil anbefale at man fisker godt og grundigt efter hybenbusken nedstrøms åen. Næste stykke er ved Sneum kirke. Der er ikke ret meget at sige - åen er bred og man skal kun satse på stykket 3 timer efter det har været højvande til et par timer efter det har været lavvandet, da stykket reguleres efter høj- og lavvande. Allerup - nu bliver åen bred, og jeg mener bred. Jeg mener selv at jeg er en habil fluekaster, men selv med en klasse 10 tohånds fluestang kan jeg have problemer med at nå over på den anden side. Stykket er ikke overrendt, og man kan altid komme til. Fisk dybt opstrøms broen, men pas på når man går nedstrøms, der er masser af grene og andet skrammel i åen. Sneum Enge er endnu et dejligt stykke af åen. Den render her stille, men tungt ud mod havet. Dette stykke er også afhængigt af tidevandet. Rusefiskerne på den anden side af diget har i tidens løb fanget mange havørreder og laks. I følge sønnen er den største fisk de har fanget en havørred på ikke mindre end 17 kilo. Jeg vil anbefale at folk besøger Sydvestjydsks Sportsfiskerforenings hjemmeside hvor de kan få oplysninger om priser og steder man kan købe dagkort. HUSK fisketegnet - kontrollen er derude. www.sydvestjydsk.dk.  Udleget (nedfaldsfisk) fisk er totalfredet.


Om os | Site Map | Sikkerheds politik | Kontakt os | ©2004 Lystfiskeri.dk