Tips til P&T-fiskeri







Tips til P&T-fiskeri

01-10-2006
Af: Jimmy Pajbjerg

Efter en meget varm sommer er vandet i de danske Put & Take søer nu faldende og nærmer sig den helt optimale temperatur. Det meget varme vand om sommeren gør fiskene sløve og ikke særlig hugvillige. I sommerferien var jeg med sønnike et par gange på hyggetur til et Put & Take vand. Det væltede med fisk, som viste sig stort set hele tiden. Men det blev kun til et enkelt hug... Men nu er vandet køligere og der er ikke så langt mellem huggene. Jeppe Højrup skriver her et par gode tips om fiskeri i Put & Take søer med udgangspunkt i vanddybden.


"Tit og ofte er der 2-3 metoder der af en eller anden grund virker bedre i et vand end alle andre metoder. Det kan have noget at gøre med søens udformning, det naturlige liv i søen eller vind og vejr. Jeg plejer at fiske i 2 forskellige vande, en dyb og en lavvandet P&T. I den dybe plejer bombardaflåd med en jighale (alm. eller helst Power Grubs) at virke rigtig godt. Du kører hovedlinen igennem bombardaet og binder den fast til en svirvel. Dernæst laver du et forfang på 2-4 m og i enden af det monterer du en enkeltkrog str. 4-6. Jeg har været utrolig glad for kamasan wide gape str. 4 der kroger godt. Husk jo længere forfang du kan styre, jo mindre chance er der for at fisken bliver skræmt af flåddet. Dernæst spinner du søen af og det må godt foregå lidt langsomt. Prøv at variere dybden og indspinningen!


Hvis man er til den mere afslappede stil så er Power Bait på et bundrig også godt. Prøv at finde ud af hvor der er skrænter og dybe partier i søen og placer dit tackel der. Det er såre enkelt: Du binder en lille trekrog for enden af linen og 50 cm længere oppe sætter du fx. 2AAA bly. Blyene vil synke ned på bunden mens Power Baiten vil stå 50 cm over bunden. Selvfølgelig kan den rigtige længde fra krog til bly variere meget og nogle dage skal man helt op til 2 meter før man rammer fiskene. Når du har kastet ud lægger du stangen i en stangholder, op af en bænk eller lign. og så er det bare med at vente til linen strammes op og stangtoppen dunker mod vandet. Hvis du ikke hele tiden opholder dig tæt op af stangen er det en god ide at løsne bremsen. Tro mig, jeg taler af erfaring. Hvis du vil kan du spole dit tackel lidt ind hvert 5. minut. På den måde får du afsøgt lidt mere vand.


I den lavvandede sø er det fedt at gå rundt med en lille spinnestang og kaste mod pynter, udhængende træer, siv og øer i vandet. Her kan specielt spinnere være giftige men det er også noget man skal prøve sig frem med. I nogle søer er der af en eller anden grund en bestemt type spinner eller blink der virker bedre end andre så hvis man kan komme i samtale med nogle af de garvede fiskere der er ved søen kan man som regel få nogle brugbare oplysninger og tilmed en hyggelig snak.


En anden metode jeg har haft gode oplevelser med er spinregnorm. Du rigger op med et antenneflåd og jeg foretrækker at fiske i midtvandet. Sørg for at flåddet er belastet perfekt så kun det øverste af toppen er oppe over vandet. Dernæst kaster du ud og lader flåddet ligge i ca. 30 sek hvorefter du hiver det 1-2 meter længere ind. Lige i det du hiver tacklet længere ind accelerer ormen op i vandet og falder dernæst lokkende ned gennem vandet. Tit er det lige her ørrederne hugger. En anden agn som jeg ikke selv har prøvet men har hørt om skulle være levende fjordrejer. De har endda den fordel at de selv gør alt arbejdet med at gøre opmærksom på sig selv ved at fise op og ned gennem vandsøjlen. Der er meget få P&T-vande der har set levende rejer og jeg er sikker på at man kan gøre store fangster på dem.


I solrigt og varmt vejr kan man risikere at se fiskene stå inaktive tæt på bredden under grene, buske eller nær siv. Det er dog nødvendigvis ikke tegn på at man ikke kan få dem til at hugge. Monter en enkeltkrog på linen, brug regnorm eller en fjordreje som agn, på med polbrillerne og så er det ellers at liste sig ind på ørrederne og servere agnen for dem. Nogle af dem vil ikke have agnen men der skal nok være nogle der vil. Man skal bare være tålmodig. Min største P&T ørred på 5 kilo fik jeg netop på denne metode. Jeg havde fisket til den i over en time da den endelig rørte lidt på sig og stille sugede ormen ind. Dejlig måde at fange fisk på når man kan se alt hvad fisken foretager sig.


Et sidste tip. Forfodring i P&T er forbudt men ved at kaste en håndfuld småsten ud der hvor du skal fiske kan man sommetider lokke fiskene til. De er jo fra dambruget vant til at blive fodret med foderpiller og den lyd minder om den lyd sten fremkalder når de bliver kylet i vandet. Selvfølgelig er det ikke noget man gør når der står en anden fisker 15 meter fra en men hvis man er helt alene i et hjørne eller er heldig at have søen for sig selv kan det godt være givtigt! Spørg eventuelt Put & Take ejeren om lov først..."


Fotoet er fra en af Lokalrapportør Peer Petersens gode ture ved Børge's Put & Take på Fyn.

 

Om os | Site Map | Sikkerheds politik | Kontakt os | ©2004 Lystfiskeri.dk