Fiskekonkurrence i Karup Å







Fiskekonkurrence i Karup Å

27-01-2008
Af: Jimmy Pajbjerg

Overskuddet fra sidste års fiskekonkurrence i Karup Å blev overrakt formanden for Karup Å Sammenslutningen Mogens Thomassen af konkurrenceudvalgets formand Harald Moesgaard. Overrækkelsen forgik på Hagebro Kro, og onkurrencen blev igen en stor succes takket være de trofaste sponsorer, annoncører, lodsejerne langs Karup Å, naboer til Trevad Ørredpark samt den store skare af trofaste deltagere, skriver Karup Å Sammenslutningen i sin pressemeddelelse.


 


Overskuddet går til opdræt af havørred til udsætning i Karup Å. Overskuddet fra fiskekonkurrencen er af stor betydning for havørrederne i Danmarks havørred å nr. 1 – Karup Å. En titel, som ikke er kommet af sig selv, men gennem lystfiskernes og lodsejernes utrættelige arbejde med at ophjælpe bestanden af havørreder. I de kommende år vil det være vandplejearbejdet der bliver satset mere og mere på. Det er nødvendigt, hvis åen skal være selvforsynende med en god og naturlig selvproducerende bestand af havørreder, som miljøplanerne fra det offentlige forskriver, skal være udført inden udgangen af 2014.


 


Det er Karup Å Sammenslutningens mål at være med helt fremme i forreste linje for, sammen med de 5 vandløbs kommuner langs Karup Å; Viborg, Herning, Ikast Brande, Holstebro og Skive Kommuner, at sikre og medvirke til den forsatte miljømæssige fremgang, der er at spore i vandløbet. Karup Å rummer et potentiale som verdens bedste havørred vand. Noget som kan blive til stor glæde for hele regionen.


 


Den tidligere verdensrekord for stangfanget havørred stammer fra Karup Å, en imponerende fisk på 110 cm og 14.4 kg, fanget i 1939.


 


Vandkvaliteten er i Karup Å i dag bedre end nogensinde. Men i store dele af vandløbet mangler der stadig velfungerende passageforhold for fiskene, og der mangler mange steder de rigtige bundforhold i form af grus, som er af allerstørst nødvendighed for, at havørreden kan lægge deres æg og dermed reproducerer bestanden uden kunstig hjælp.


 


Konkurrencen i 2008 finder sted i dagene 15. til 17. august.


Der vil igen i år være et super tilbud til alle deltagerne. Tilbuddet købes sammen med tilmeldingen til konkurrencen. Konkurrencen 2008 er beskrevet på Karup Å Sammenslutningen hjemmeside.


 


På fotoet ses vindere fra sidste års konkurrence.

 

Om os | Site Map | Sikkerheds politik | Kontakt os | ©2004 Lystfiskeri.dk