Batteridrevet elektrofiskeri







Batteridrevet elektrofiskeri

15-03-2010
Af: Jimmy Pajbjerg

Elektrofiskeudstyr skal fremover være CE-mærket. DTU Aqua har i november 2009 afprøvet et batteridrevet elektrofiskeudstyr af typen EFGI 1300 i forbindelse med fiskeri efter moderfisk i Giber Å syd for Århus. Udstyret er tyskproduceret og CE-mærket i sin nyeste udgave. På billedet ses udstyret – den grå batterikasse rummer to stk. 12 V blyakkumulatorer. Afprøvningen viste, at udstyret ikke har tilstrækkelig kapacitet til at være et reelt alternativ til det hidtidige generatorbaserede udstyr.


 


Sådan gennemførtes forsøget


Fiskeriet i den nedre del af Giber Å foregår ved vadning. Generator og opbevaringskar bliver normalt slæbt efter fisker og netfolk i en medfølgende båd.


Fiskeriet med det batteridrevne udstyr foregik den 21. november 2009. Vandstanden var høj for årstiden, og ledningsevnen blev målt til 528 uS ved en temperatur på 8,4 grader. Niveauet for ledningsevnen på godt 500 uS er typisk for østjyske vandløb og vandløb på Fyn. På Sjælland vil niveauet generelt være lidt højere pga. mere lerede jorde, og i Vestjylland med mere sandede jorde vil niveauet oftest være noget lavere (200-300 uS).


Der blev fisket på strækningen Skovmøllevej og opstrøms til Bispelundvej, svarende til ca. 500 m. Fiskeriet foregik med pulsbaseret jævnstrøm på 235 V og en 2-hånds elektrode med en ringdiameter på 40 cm. Ved Bispelundvej måtte fiskeriet afbrydes på grund af manglende batterikapacitet.


Der blev fanget 17 ørreder i størrelsen 35-65 cm. Derudover blev der observeret mindre ørred, skalle, aborre og ål.


 


Pulsbaseret jævnstrøm


Det afprøvede udstyr kan fiske med både ren jævnstrøm og pulsbaseret jævnstrøm ved forskellige spændingstrin. Pulsbaseret jævnstrøm er det mest energibesparende og giver længere fisketid, men øger risikoen for skader på fiskene i forhold til ren jævnstrøm. Brug af ren jævnstrøm tiltrækker i høj grad fiskene til elektroden, hvorimod pulserende jævnstrøm i højere grad bedøver (lammer) fiskene i en vis afstand fra elektroden.


Ved testen valgte vi pulsbaseret jævnstrøm for at sikre længst mulig effektiv fisketid. Batterikapaciteten rakte dog kun til godt 5 kvarters effektivt fiskeri. Apparatets driftstid ville være forøget, hvis vi havde valgt et lavere spændingstrin til fiskeriet. Spændingsniveauet (235 V) blev valgt af hensyn til sammenligningen med foreningens  elfiskeudstyr (280 V jævnspænding).


Der blev ikke observeret skader i form af mærker ("Honda-mærker") på de indfangede ørred.


 


Konklusion


På baggrund af ovenstående må det konkluderes, at batteriudstyret EFGI 1300 ikke har tilstrækkelig kapacitet til at være et reelt alternativ til det hidtidige generatorbaserede udstyr ved fiskeri efter moderfisk i østdanske vandløb.


 


Andet udstyr på vej?


I starten af december modtog DTU Aqua tilkendegivelse fra to danske virksomheder, der ønsker at udvikle elektrofiskeudstyr, der kan CE-mærkes. Udstyret vil være beregnet til at blive tilsluttet eksisterende CE-mærkede generatoranlæg.


 


Kilde: DTU, Aqua.

 

Om os | Site Map | Sikkerheds politik | Kontakt os | ©2004 Lystfiskeri.dk