Ny rødliste over ferskvandsfisk







Ny rødliste over ferskvandsfisk

27-05-2010
Af: Jimmy Pajbjerg

Den danske rødliste over ferskvandsfisk er blevet revideret. Rødlisten fortæller, hvilke fisk der anses for truede. En af de væsentligste ændringer i forhold til den tidligere rødliste fra 1997 er, at ålen nu er optaget i kategorien (Kritisk Truet).



Rødlisten over ferskvandsfisk indgår i en samlet dansk rødliste, som er en fortegnelse over de danske plante- og dyrearter, der er blevet rødlistevurderet. At rødlistevurdere vil sige at foretage en vurdering af plante- og dyrearternes risiko for at uddø i Danmark.



Revisionen af rødlisten for ferskvandsfisk er fortaget i et samarbejde mellem Zoologisk Museum, Københavns Universitet og DTU Aqua.



En ud af fire ferskvandsfisk er truede


I 1997 omfattede listen 12 rødlistede arter af ferskvandsfisk . På den nye liste er der 9 arter af ferskvandsfisk. Det svarer til, at lidt mere end ¼ af de 34 ferskvandsfisk, der blev vurderet, er truede under en eller anden form. At færre arter nu er rødlistede, skyldes især, at bedømmelseskriterierne er ændret.



Den danske rødliste for ferskvandsfisk omfatter i dag følgende 9 arter: 












































 Dansk artsnavn


Latinsk artsnavn  


  Trusselskategori (IUCN kategori) 


 Hvidfinnet ferskvandsulk 


 Cottus gobio


 Forsvundet fra Danmark (RE)


 Ål


 Anguilla anguilla


 Kritisk truet (CR)  


 Dyndsmerling


 Misgurnus fossilis 


 Kritisk truet (CR)  


 Smerling


 Barbatula barbatula 


 Sårbar (VU)  


 Havlampret


 Petromyzon marinus  


 Sårbar (VU) 


 Heltling 


 Coregonus albula


 Sårbar (VU)


 Snæbel


 Coregonus oxyrinchus 


 Sårbar (VU)


 Laks


 Salmo salar


 Sårbar (VU)


 Stalling


 Thymallus thymallus


 Sårbar (VU)



24 arter af hjemmehørende ferskvandfisk i Danmark er alle bedømt til at være i kategorien Ikke Truet (LC eller Least Concern). Tre arter lod sig af andre årsager ikke bedømme (manglende viden, tvivl om herkomst).



Nye bedømmelseskriterier 


Tidligere udgaver af rødlisten blev udarbejdet på grundlag af et sæt danske udvælgelseskriterier. Danmark besluttede i 2004 i stedet at følge de kriterier og kategorier, der er udarbejdet af den internationale naturbeskyttelsesorganisation IUCN (International Union for Conservation of Nature). Det har eksempelvis betydet, at kategorien Sjælden (R) fra Rødliste 97 ikke findes mere. Det har naturligvis medført ændringer i rødlisten for 2009. 


Færre arter bedømt


Fire arter, der blev bedømt i 1997, er ikke vurderet ved denne revision. De vil blive vurderet  i forbindelse med udarbejdelse af en rødliste for saltvandsfisk, idet der er tale om arter, der hovedsagelig træffes i saltvand. Det gælder arterne stør (Acipenser sturio), stavsild (Alosa alosa), majsild (Alosa fallax) og tyklæbet multe (Chelon labrusus). De var alle optaget på Rødliste 97.


Der er i de seneste par år fanget en del stør ved de danske kyster. I den sammenhæng skal man være opmærksom på, at stør i naturen siden 1999 har været totalfredet i hele verden i henhold til CITES konventionen. Stør skal derfor altid genudsættes, hvis man fanger dem.



Den uddøde og den mest truede


Den hvidfinnede ferskvandsulk fandtes tidligere kun i Susåens vandsystem. Her uddøde den, formentlig i løbet af 1960’erne, som følge af dårlig vandkvalitet og dårlige fysiske forhold.
 
I dag er situationen mest kritisk for dyndsmerling, der i Danmark kun findes i en begrænset del af Vidåen i Sønderjylland. Bestanden her er over de seneste 7-8 år gået stærkt tilbage og vurderes i dag til at være i overhængende fare for, at uddø indenfor få generationer. En omfattende eftersøgning i 2008 på det sidste kendte levested resulterede i kun to fund. 
 


To nye arter er optaget på rødlisten


En væsentlig ændring i forhold til Rødliste 97 er, at ålen er optaget på rødlisten som Kritisk Truet. Det skyldes en meget voldsom tilbagegang i antallet af ål i hele Europa de sidste 30-40 år. Mængden af glasål der ankommer til Europas kyster er således faldet med omkring 99 % i den periode. Det kan nævnes at Danmark dermed følger de øvrige europæiske lande såvel som IUCNs internationale rødliste. Endvidere er havlampret optaget som Sårbar. 
 


Fire arter udgået af rødlisten


Fire arter er udgået af rødlisten, fordi de i forhold til de nye bedømmelseskriterier ikke længere anses for truede.

• Regnløje (Leucaspius delineatus) er langt mere udbredt i Danmark end hidtil antaget. At dét først opdages nu skyldes dels at regnløjen er en ganske lille fisk (max størrelse 8-9 cm), der er meget let forveksles med skalleyngel og dels at der ikke tidligere er fortaget egentlig målrettet eftersøgning af arten herhjemme. Det er nu sket i forbindelse med projektet Atlas over Danske Ferskvandsfisk.

• Finnestribet ferskvandsulk (Cottus poecilopus) findes i Danmark kun naturligt i Skjern Åens vandsystem. Her er bestanden i fremgang og den kan derfor ikke optaget i en trusselskategori.

• Ørred (Salmo trutta). De fleste oprindelige bestande af ørred er ligeledes i fremgang og falder dermed ikke mere ind under en af trusselskategorierne.

• Pigsmerling (Cobitis taenia) er sjælden, men har over en lang årrække haft stabile bestande i Danmark, uden dog at være i fremgang. Den udgår dermed også af rødlisten.



Link til rødlisten


Rødliste 2009 over danske ferskvandsfisk findes kun elektronisk som web-publikation. Den kan findes på adressen: http://www.dmu.dk/Dyr_planter/redlistFrame/



Her kan man desuden finde rødlister for alle grupper af dyr eller planter, der er bedømt, såvel som en oversigt over bedømmelseskriterierne. For hver artsgruppe findes et indledende afsnit, der beskriver gruppen overordnet. Under den enkelte art findes information om udbredelse, hvilke trusler arterne er udsat for, særlig forhold og lignende. 
 
Rødliste 2009 over danske ferskvandsfisk er udarbejdet i et samarbejde mellem Zoologisk Museum, Københavns Universitet og DTU Aqua, som led i projektet Atlas over Danske Ferskvandsfisk. Atlas-projektet er finansieret af Åge V. Jensens Fonde.



Kilde: DTU Aqua.

 

Om os | Site Map | Sikkerheds politik | Kontakt os | ©2004 Lystfiskeri.dk