Fluefiskerkursus på Samsø







Fluefiskerkursus på Samsø

03-10-2011
Af: Jimmy Pajbjerg

Du har måske selv prøvet før – med dårligt resultat - eller fisket med spin. Eller du har fisket i nogle år og ønsker nu at udvide dine horisonter og udvikle din teknik. Det er et fiskeri, man livet igennem kan vokse med - et fiskeri, der aldrig løber tør for muligheder.


Du lærer at knytte line, forfang og bagline sammen til et funktionelt hele. Vi binder fire fluer, der virkelig dur, og øver fluekastets mange mysterier på græsplænen såvel som ude ved kysten. Du lærer om havørredens liv og færden ved de danske kyster – om ”havørredens år”. Du lærer at ”læse” kysten og udpege de bedste fiskepladser. Og så fisker vi naturligvis!


På kurset gennemgås fluefiskeriets fascinerende historie frem til i dag, hvor udøvelsen sker med højteknologisk grej fremstillet af rumalderens materialer. Dette i stærk kontrast til naturmaterialerne, som herskede frem til efterkrigsårene. Undervejs diskuteres mange af historiens kendte personligheder, som havde netop fluefiskeriet som deres fornemste rekreation, når de skulle koble af.


På samme måde får kursisterne en grundig introduktion til moderne naturbeskyttelse og fiskepleje - baseret på viden om miljøet og økologien under vandoverfladen. Debat om udsætningspolitik og globale klimaforandringer er også med.


Med håb om flere indiansummer-dage – afvikler Samsø Højskole i uge 41 kursus i fluefiskeri.


Med Steen Ulnits (www.ulnits.dk) som underviser har alle mulighed for at lære mere om fluefiskeri og få en god oplevelse på Samsø Højskole.En af dagene bliver med den passionerede fluefisker Morten Bundgaard.


 


Læs mere om kurset her: http://www.samsohojskole.dk/index.php/korte-kurser/kursusoversigt/10-kurser/korte-kurser/33-fluefiskeri 


 


Husk, at du skal have gyldigt fisketegn!


 

Om os | Site Map | Sikkerheds politik | Kontakt os | ©2004 Lystfiskeri.dk